Der er mange ting, man skal overveje, når man står overfor en renovering. Mange forbrugere vælger at udskifte deres vinduer eller at efterisolere deres bolig, fordi de ønsker at spare penge – det er først bagefter, de bliver klar over en stor positiv sideeffekt: De får et væsentligt bedre indeklima.

I nedenstående emnefelter linker vi til hjemmesider, hvor du kan finde information om energirenovering; reglerne og hvad man kan spare.

Gode råd

Beregn den forventede energibesparelse

Hvis din kunde spørger om den forventede energibesparelse, kan du henvise til det værktøj, som Energistyrelsen har lavet i samarbejde med Videnscenter for energibesparelser i bygninger.

Det kan være meget svært at beregne, hvad kunden kommer til at spare på sin energiregning, når der energirenoveres. Det skyldes, at en stor del af energiforbruget er et resultat af kundens adfærd – og den ønskede komfort.

Det er også derfor, at det tilskud, kunden kan få udbetalt, ikke nødvendigvis afspejler det, kunden eventuelt kommer til at spare på sin energiregning, når energirenoveringen er foretaget.

Find beregningsværktøjet her.

Få inspiration til arbejdet

Videnscenter for energibesparelser i bygninger har udarbejdet en række guides og pakkeløsninger til håndværkere, der arbejder med energirenoveringer. Du kan søge blandt de forskellige beskrivelser ved at vælge kategori og underkategori, hvorefter du kan downloade forskellige arbejdsbeskrivelser. Find dem her.

Krav til energirenovering

Når man renoverer sin ejendom eller bygger nyt, skal man være opmærksom på kravene i det gældende bygningsreglement.

Videnscenter for energibesparelser i bygninger har lavet en god oversigt over BR18, som er det gældende bygningsreglement. Ved hjælp af oversigten får du fx hurtigt svar på, om kravene vedr. efterisolering skal opfyldes, hvis boligen skal renoveres. I nogle tilfælde skal der altid efterisoleres, mens det i andre tilfælde afhænger af, om efterisoleringen er rentabel. Det afhænger af, om renoveringen defineres som vedligehold og ombygning eller om der er tale om en udskiftning af hele bygningsdele. 

Er der tale om renovering af sommerhuse, gælder særlige energikrav, der ikke er helt så skrappe som for almindelige boliger.

Find videnscenterets oversigt her.

Hvis du i stedet ønsker at læse hele bygningsreglementet, kan du finde det her. I forhold til energirenovering er det primært bygningsreglementets kapitel 6, 7 og 8, der er relevant.